åben

Arbejdsområder

Frisisk er et selvstændigt sprog. Det hører ligesom tysk til den vestgermanske sprogfamilie og er nært beslægtet med oldengelsk, plattysk og nederlandsk.

Frisisk deles op i tre sproggrene:

Vestfrisisk tales af ca. 450.000 mennesker i den nederlandske provins Friesland. Østfrisisk er allerede længe uddødt i den nedersaksiske region Østfrisland, men tales af omtrent 2.000 mennesker i Saterland (Cloppenburg amt). Nordfrisisk findes i det nordvestlige Slesvig-Holsten og det skønnes, at sproget endnu bruges af op mod 8.000 talere, men der mangler en aktuel opgørelse på tallet. Nordfrisisk hører hjemme i Nordfrislands amt i delstaten Slesvig-Holsten og på øen Helgoland. Nordfrisisk regnes ligesom Saterfrisisk til de mindste sprog i Europa.

Nordfrisisk inddeles i to dialektgrupper; fastlands- og øfrisisk, der går tilbage til to indvandringsbølger fra forskellige regioner. Gennem århundreder har frisisk været det almindelige hverdagssprog i familien og i lokalsamfundet. I en lang årrække var det udelukkende et talesprog, fordi administrations- og handelssproget var plattysk og hhv. højtysk. Nordfriserne var gennem århundreder flersproget.

Først i løbet af de sidste 200 år blev nordfrisisk brugt som skriftsprog og fra 1909 af undervises det i sprogområdets børnehaver og skoler. Nordfrisisk som fag kan læses på Europa-Universität i Flensborg og universitetet i Kiel.

Nordfriisk Instituut udgiver bøger på frisisk og undervisningsmateriale indenfor de forskellige dialekter. Literaturhistorien udforskes i instituttet og det deltager i sproglige undersøgelser.

Kontaktpersoner

Antje Arfsten, Franziska Böhmer, Claas Riecken

Tryk øger sammenhold. Når man tager udgangspunktet i det nuværende Øst-, Vest- og Nordfrisland, så har friserne slået sig ned de sidste 2.000 år i barske områder. Tit var de mere orienteret mod havet end mod fastlandet, hvorved de var nødt til at oprette en vis form for selvstyre og havde mindre at gøre med adelen. Stormfloder med landtab udfordrede dem gang på gang og tabene skulle overkommes. Egne retssystemer holdt sig helt op til reformationstiden og selv om der sjældent var krig, udvikledes der aldrig noget der lignede en stat. Migrationen kom tidlig på dagsordenen, især i Nordfrisland. Som følge af katastrofale stormfloder hentede man i nyere tid nederlændere som eksperter for digebyggeriet ind i landet, mens nordfrisere gik om bord på danske skibe eller vandrede ud til oversøiske lande. I løbet af 1800-tallet opstod en „frisisk bevægelse“ som mange nordfrisere identificerer sig med den dag i dag.

Historiske kilder, arkæologiske fund og obersvationer giver et indblik i den historiske udvikling, bosætningsstrukturer og vekselvirkningen mellem menneske og natur. Nordfriisk Instituut iværksætter og understøtter projekter i forbindelse med analyse, tolkning og udgivelse af kildematerialer.

Kontaktpersoner

Franziska Böhmer, Claas Riecken, Christoph Schmidt

Man siger at friserne er specielle. Klichéerne taler om, hvordan havet har formet deres karater, at friseren i sig selv er god til regning, men ikke kan synge og at et frisindet verdensbillede i forbindelse med politisk og åndsfrihed altid havde stor betydning. Men kan det bevises? Hvilke skikke og sæder findes i det hele taget og hvilke har udviklet sig naturligt, hvilke er opstået ud fra romantiske forstillinger og hvilke er forsvundet? Hvordan udtrykkes identiteten? Hvilken rolle spiller afgrænsningen både indad og udad til i Nordfrisland? I hvilken grad er der forskel det område mellem  Nordfrisland og naboregionerne? Navne, dragter, bryllup, fest- og erindringskulturen, fortælletraditionen og ovetro, men også f. eks. spændingsfeltet mellem stædighed og teknologisk og samfundsmæssig fornyelse er emner, som undersøges og diskuteres i Nordfriisk Instituut.

Kontaktpersoner

Antje Arfsten, Franziska Böhmer, Claas Riecken, Christoph Schmidt

Efter den særlig voldsomme stormflod i 1634, den såkaldte anden „Grote Mandränke”, hentede øvrigheden i stor omfang nederlændere ind i regionen. Ved hjælp af deres økonomiske kraft og viden indenfor digebyggeri satsede man på at genvinde tabte områder. Til gengæld hyrede mange nordfrisere, hvis livsgrundlag var ødelagt, om bord på nederlandske og senere danske skibe. Der opstod mange oversøiske kontakter og især i 1800-tallet slog mange sig ned på det amerikanske kontinent. Under den store depression, under det nationalsocialistiske herredømme og efter anden verdenskrig forsøgte igen mange nordfrisere at finde deres lykke gennem udvandring eller ved at arbejde perodevis i oversøiske områder. Folk der vendte tilbage medbragte ikke kun penge og livserfaring, men også særlige ting som ”Manhatten-Cocktail”, der stadigvæk gerne drikkes på øen Før. Mange familier i Nordfrisland har fortsat familiære relationer til resten af verden.

I Nordfriisk Instituut bearbejdes enmet allerede længe. Udvandrermonumentet, beliggende mellem instituttets bygninger, minder om migrationens store betydning for norfriserne. Et emne der i de sidste par år har igen fået en aktuel betydning.

Kontaktpersoner

Claas Riecken (interimistisk)